Det er ikke en ny analyse, at de politiske skillelinjer har ændret sig, men analysen er korrekt. Det har været på vej i tyve år i dansk politik. Og man ser i øvrigt tilsvarende udvikling i andre europæiske lande samt i USA.
I valgkampen i 2011 lavede Berlingske et interview med Det radikale Venstres daværende leder, Margrethe Vestager, og undertegnede, som på det tidspunkt var leder af Det konservative Folkeparti samt justitsminister og vicestatsminister i den regering, hvor Lars Løkke Rasmussen var statsminister. Margrethe Vestagers og mit fælles budskab i det interview var, at uanset om vi efter valget fik en blå eller en rød regering, så skulle der samarbejdes hen over midten. Alternativet ville nemlig være, at en regering ville være fuldstændig afhængig enten af venstrefløjen eller højrefløjen. For mit vedkommende som konservativ ville det kunne betyde et uacceptabelt pres både på udlændingepolitikken og EU-politikken. På den baggrund var der brug for større politisk agilitet.
Derfor glædede det mig ved sidste folketingsvalg at konstatere, at Lars Løkke Rasmussen var nået til samme erkendelse. Jeg skal ikke forholde mig til den konsekvens, Lars Løkke nu tager i forhold til partimedlemskab, men den grundlæggende analyse af de politiske positioner kan jeg helt tilslutte mig.
Politik har i alt for lang tid handlet alt for meget om meget andet end politik. Det har handlet om hvem, som skulle være statsminister, om taktiske manøvrer og det har været dikteret af fastlåste historisk og ideologisk bestemte samarbejdsmønstre. Men politik burde vel handle om – politik.
Når det gælder de politiske udfordringer i dag og i den overskuelige fremtid, så handler de i høj grad om temaer, hvor moderate partier tæt på hver side af midten er mere enige med hinanden, end de er med yderfløjene. Det skyldes dels at det er nye temaer, og dels at samfundsudviklingen betyder, at temaerne skal ses i et nyt lys. De gamle ideologiers automatsvar er simpelthen ikke længere altid relevante for tidens spørgsmål.
Det kløver både den blå og den røde blok i dansk politik. Og det kløver i høj grad også de politiske partier internt, hvilket ligeledes kan føre til opbrud og disruption; ja faktisk allerede har gjort det i flere tilfælde.
Det gælder først og fremmest EU. Både højrefløjen og venstrefløjen vil have Danmark ud af EU og modarbejder på enhver måde det europæiske samarbejde. Partierne omkring midten vil blive i EU og på sigt udbygge Danmarks deltagelse i samarbejdet. Det er en helt afgørende udfordring i de kommende år, at de fleste store politiske trusler og problemstillinger er grænseoverskridende og derfor skal løses i et internationalt samarbejde som EU.
Et andet relevant tema er den økonomiske politik. Hvor der på yderfløjene er partier med på den ene side stærkt liberalistiske ideer og på den anden side af spektret noget der nærmer sig kommunisme, så er der i realiteten ikke de store tals forskel på en borgerlig og en socialdemokratisk regering. Det handler om menneskelig kapitalisme, en skandinavisk samfundsmodel eller blandingsøkonomi afhængig af hvad man er i humør til at kalde det. Det betyder ikke, at man er enig om alt; borgerlige partier vil selvfølgelig trække i retning af lavere skatter og mindre stat modsat socialdemokraterne.
Menneskerettigheder er også et vigtigt tema. De vestlige demokratier er under pres fra grupperinger og lande, som ikke har samme syn på f.eks. ytringsfrihed og ligeret, som vi har. Her må vi stå sammen, og en væsentlig del af løsningen er internationale konventioner bl.a. i FN. Igen her er der sammenfaldende synspunkter hos partierne omkring midten.
Klimapolitikken er om noget et dominerende tema nu og så langt øjet rækker. Også her er der er stærke fællesnævnere omkring midten af dansk politik. Både om at have store ambitioner og om trods alt at sætte dem ind i en kontekst, hvor hensynet til konkurrenceevnen og beskæftigelsen indtænkes.
Udlændingepolitikken går heller ikke væk i de første mange år. Omkring midten har der udviklet sig en konsensus om den stramme udlændingepolitik men også om at afvise højrefløjens evindelige krav om yderligere stramninger, der udfordrer både internationale konventioner og sammenhængskraften i vores samfund.
Nogle nøgleord, der kan definere politiske fællesnævnere for de moderate partier på hver side af midten, kunne være
- åbenhed over for omverdenen og det europæiske og internationale samarbejde om at løse fælles problemer,
- en parathed til at gennemføre moderate reformer, når det gælder økonomi og klima, uden at sætte alt over styr,
- en vilje til at værne om de demokratiske værdier, vores samfund og den vestlige verden er funderet på,
- en stram udlændingepolitik parret med åbenhed for de udefra, som vil bidrage positivt til det danske samfund og respektere vores grundlæggende værdier samt, nok så vigtigt,
- en pragmatisk indstilling til at løse problemerne uden at være bundet af doktrinære ideologier.
I sidste ende handler det også om politisk kultur og dannelse. Man behøver ikke at se sine politiske kolleger i andre partier som fjender, man så vidt muligt skal have ned med nakken. Min erfaring er, at folk faktisk anerkender en politisk dialog med gensidig respekt langt mere end et politisk hundeslagsmål.
Det, der adskiller de moderate partier fra hinanden på de store linjer næsten mere end politiske forskelle, er synet på hvem, der skal være statsminister. Her er statsministerkandidaterne afhængige af deres såkaldte støttepartier, og det er det, der dikterer den politiske dagsorden langt hen ad vejen. Ikke mindst dette fører til, at det taktiske spil bliver helt dominerende på bekostning af den politiske diskussion og dialog.
Det sidste bidrager pressen også til. Der er langt flere politiske programmer og indslag på TV, der handler om analyser af det taktiske spil end analyser af den politiske substans. Det betyder også, at de politiske analytikere lader deres tommelfingre pege henholdsvis op og ned i forhold til politikernes taktiske håndtering snarere end kvaliteten af deres politiske udspil.
Læg dertil at der også historisk har udviklet sig nogle fastlåste strukturer baseret på de gamle ideologier og klasseskel, som det er vanskeligt at komme ud af. Det har medført fjendebilleder, der i partiernes baglande er vanskelige at mane tilbage, og betyder, at nye samarbejdskonstellationer kan være vanskelige at udvikle.
Den næste store test på det brede samarbejde bliver måske en aftale om investeringer i vores infrastruktur på transportområdet, hvor der forventes at kunne afsættes et beløb i størrelsesordenen godt 100 milliarder kr. over de næste ti år. Her har transportminister Benny Engelbrecht klogt satset på en aftale baseret på om muligt alle folketingets partier inden sommeren i år. Og, bliver man nødt til her at nævne, i modsætning til den aftale, den borgerlige regering lavede i foråret 2019 i et snævert flertal med Dansk Folkeparti om tilsvarende investeringer; en aftale der dog aldrig blev omsat til handling, da den blev annulleret med skiftet til en ny regering kort efter.
Netop sådanne aftaler om store projekter, der skal virkeliggøres over en lang årrække, har et særligt behov for at være beskyttede af brede flertal således at uanset skiftende regeringer og flertal, så bliver de gennemført, og alle interessenter og involverede aktører kan planlægge og disponere efter det. Det er en yderligere selvstændig grund til at fremme samarbejde hen over midten.
Vi har hen over de seneste år i dansk politik set tegn på en form for politisk disruption, der vel afspejler, at vælgerne ikke helt kan finde sig til rette i de eksisterende politiske strukturer og den herskende politiske kultur. Det har givet sig udslag i nye politiske partier, der er dukket op og for fleres vedkommende med succes idet de er blevet repræsenteret i Folketing og kommunalbestyrelser.
Ved sidste valg var Kristendemokraterne som et borgerligt midterparti meget tæt på at komme over spærregrænsen, og de er igen blevet opstillingsberettigede til det kommende valg om formentlig et par år.
Alternativet kom ind med stor kraft på en dagsorden både om at sætte politik sammen på nye måder med afsæt i bæredygtighed, men også på et løfte om en ny politisk kultur. De er så ikke lykkedes så godt med realiseringen af det. Men det iøjnefaldende i denne sammenhæng er, at vælgerne reagerede positivt på ideen i første omgang.
Det bliver interessant, hvilke politiske kræfter, der i sidste ende formår at profitere på den disruption, der er i gang i den politiske diskurs. Vil de etablerede partier kunne samle det op og forny sig, eller vil nye politiske konstellationer i stigende grad rykke ind og dominere den politiske scene? ”The answer is blowing in the wind”.
