Spørgsmålet er, om et amerikansk lederskab med teamet Joe Biden og Kamala Harris nu også indvarsler en ny, lys fremtid. Helt grundlæggende er der som dansker grund til at fastholde optimismen og troen på positive forandringer. Men der må sondres mellem international politik og amerikansk indenrigspolitik, når vi skal vurdere Bidens muligheder for at gennemføre forandringer.
Vi er mange, som har fulgt det amerikanske præsidentvalg tæt, og blev lettede og begejstrede, da det stod klart, at Joe Biden bliver USA’s næste præsident. Ikke mindst i lyset af de sidste fire år med Donald Trumps lederskab – og mangel på samme – var der grund til ny optimisme. Men efter de første dages fest over resultatet er der brug for en mere nøgtern vurdering.
Spørgsmålet er, om et amerikansk lederskab med teamet Joe Biden og Kamala Harris nu også indvarsler en ny, lys fremtid. ”Her må sondres,” lærte jeg som ung jurastuderende at sige, når sagen ikke er helt entydig.
Helt grundlæggende er der som dansker grund til at fastholde optimismen og troen på positive forandringer. Men der må sondres mellem international politik og amerikansk indenrigspolitik, når vi skal vurdere Bidens muligheder for at gennemføre forandringer.
Hvis Kongressen amputerer Bidens muligheder for at opnå indenrigspolitisk gennemslagskraft, fordi Republikanerne tager Senatet, kan det om fire år føre til en ny valgsejr for trumpisterne. Men lad os starte på den positive side.
Først og fremmest kan vi forvente en tilbagevenden til stabilitet, ordentlighed og integritet i Det Hvide Hus. Det i sig selv giver grund til at tro på en mere stabil verdensorden og ikke mindst stabile relationer mellem USA og Europa – derunder Danmark. Planerne om at købe Grønland er nok også lagt tilbage i skuffen.
Dertil kommer, at en amerikansk præsident har vide rammer til at føre udenrigspolitik uden at skulle spørge om lov i Kongressen først. Det vil Biden benytte sig af, hvilken han også signalerede meget klart i valgkampen.
Det er oplagt at påpege, at Biden som en af sine første embedshandlinger formentlig vil tage skridt hen mod, at USA genindtræder i Paris-aftalen og dermed igen tager et medansvar for at sikre jordens klima. I det hele taget vil vi se en amerikansk regering, der genoptager en international rolle med gensidige forpligtelser i multinationale sammenhænge.
Vi vil også meget hurtigt opleve en amerikansk ledelse og administration, der fører forholdet til USA’s traditionelle allierede tilbage til normale og gode relationer. Det gælder ikke mindst NATO, hvor vi under Biden ikke behøver at være i tvivl om, hvorvidt USA vil leve op til forpligtelserne i NATO-traktaten, selvom presset for, at de europæiske lande skal øge deres bidrag, vil blive fastholdt. Det blev jo allerede gjort klart under Barack Obamas ledelse.
Vi vil nok også se en amerikansk tilbagevenden til atomaftalen med Iran, som Trump trak USA ud af. Spørgsmålet er her, om skaden allerede er sket, og i hvilken udstrækning den iranske politiske ledelse vil være imødekommende overfor at genoptage af diplomatiske samtaler med USA. Derudover er der valg i Iran næste sommer, hvorfor de mere moderate kræfter i landet måske vil holde sig tilbage, hvis de kan se, at folkestemningen trækker i en anden retning.
Et stort spørgsmål i forhold til amerikansk udenrigspolitik under den nye ledelse er handelspolitikken; især i forhold til Kina. Mange vil nok mene – efter min mening med rette – at man må anerkende, at Trump tog tyren ved hornene i forhold til Kina. Det vil Biden videreføre, men formen vil være mere traditionel. Noget tilsvarende kan man sige om forholdet til Rusland, selvom det har haft sin egen helt særlige dynamik i spillet mellem Trump og Putin.
Men når det gælder netop handelspolitikken, vil Joe Biden stå over for udfordringer på hjemmefronten, som han ikke kan ignorere. Han vil genoptage USA’s deltagelse i internationale aftaler, også på handelsområde, men i opposition til disse tiltag står stærke kræfter både blandt Republikanere og Demokrater. De vil fokusere meget på beskæftigelsen i USA og derfor også slå på protektionistiske strenge, der ikke er forenelige med en målsætning om mere fri verdenshandel.
Og så er vi ovre i amerikansk indenrigspolitik, som Biden ikke ser ud til at kunne kontrollere med et Republikansk flertal i Senatet. USA er en stærkt splittet nation efter fire år med præsident Trump og en dramatisk valgkamp, og landet er stadig midt i en voldsom sundhedskrise med COVID-19, der hærger mere end nogensinde, og som også har ødelæggende konsekvenser for økonomi og beskæftigelse.
Hvis Biden skal gøre sig håb om at fortsætte efter fire år eller, måske mere sandsynligt, overdrage embedet til Harris efter næste valg, så skal han bruge størstedelen af sine ressourcer på indenrigspolitik, lige nu primært på at bekæmpe coronapandemien. Det kræver forsoning hen over midten i amerikansk politik. Og her er hans måske største udfordring venstrefløjen i hans eget parti, Demokraterne.
Hvis han imødekommer Alexandria Ocasio-Cortez, som fik et godt valg i New York, og Bernie Sanders, så risikerer han at miste chancen for et flertal både i Repræsentanternes Hus og Senatet samt en ny fireårig periode med en Demokratisk præsident efter næste valg. Med det trods alt snævre flertal, Biden har vundet på, kan han eller en anden demokratisk præsidentkandidat næppe vinde de nødvendige stemmer hen over midten, hvis de har ført en, i amerikansk forstand, venstreorienteret politik. Betydningen af at vinde vælgere hen over midten er derfor større end risikoen for at miste vælgere på Demokraternes venstrefløj, der alligevel ikke vil stemme på en republikaner.Xxuddyb kort hvorfor. Det er med andre ord en bunden opgave at søge mod midten.
Derfor er forhåbningerne om en ny og lysere fremtid i international politik med Biden og Harris i front tæt knyttet til deres indenrigspolitiske succes. Fejler de med den, vil det øge risikoen for et USA med Trump eller en anden trumpist som præsident igen.
Det hører selvfølgelig med til det samlede billede, at der også er to retninger hos Republikanerne; en personificeret ved Trump og hans begejstrede trumpister og så de moderate, konservative republikanere personificeret ved folk som Mitt Romney. Hvis der melder sig en stemning i USA, der appellerer til politisk forsoning, kan man i en optimistisk stund også forestille sig et valg mellem to moderate præsidentkandidater. Lige nu er der dog ikke tegn i sol og måne på, at det er et sandsynligt udfald, da Trump og hans ligesindede har stor indflydelse hos Republikanerne, men det kan selvfølgelig ændre sig over de næste tre år, inden der skal findes en ny præsidentkandidat.
Essensen er, at vi her og nu skal glæde os over, at der blæser nye vinde fra USA, der vil gavne det internationale samfunds muligheder for samarbejde om at håndtere bl.a. nogle af de store sikkerhedspolitiske og klimamæssige udfordringer. Men når det gælder det lange sigte efter de kommende fire år, afhænger meget af, om Biden kan skabe et samarbejde i Kongressen og skabe forsoning i det stærkt splittede amerikanske folk.
