Det ville være mærkeligt at give de politiske yderfløje vetoret på de store afgørende politikområder, hvor et bredt flertal hen over midten i meget høj grad har samme syn på tingene. Det var i virkeligheden hovedsynspunktet i et interview, jeg som konservativ partiformand gav sammen med Det radikale Venstres daværende formand, Margrethe Vestager i valgkampen i 2011. Det er åbenbart den erkendelse Lars Løkke Rasmussen også var nået frem til i den seneste valgkamp blot med den stramning, at han ligefrem foreslog et regeringssamarbejde mellem S og V. Det var ikke vores tilgang i 2011.Men vi slog til lyd for, at uanset hvilken regering, der blev dannet, skulle man forsøge at samarbejde hen over midten.
Der er brug for det brede samarbejde
Der er ingen tvivl om, at Venstres gode resultat ved valget i 2019 bl.a. har sin begrundelse i, at mange vælgere sympatiserede med ideen om et samarbejdende folkestyre, hvor man lægger de partitaktiske hensyn til side for en større sag og derfor kunne se sig selv i Lars Løkke Rasmussens agitation netop for det i valgkampen sidste fase. Tilsvarende er der ingen tvivl om, at en SV-regering er en død sild, selvom det var det, Lars Løkke argumenterede for. Men det er et bredt samarbejde med aftaler hen over midten forhåbentlig ikke. Det er der måske endnu større behov for nu end før.
Helt overordnet er der på meget væsentlige politikområder mere, der forener partierne omkring midten i dansk politik end Socialdemokratiet med Enhedslisten henholdsvis Venstre med Nye Borgerlige. Det gælder ikke mindst den økonomiske politik, EU-politikken og ønsket om en stram indvandringspolitik men med respekt for internationale aftaler m.v. Disse temaer er for tiden bærende og afgørende for vores samfunds udvikling; og de bør styres af det brede flertal hen over midten, der stort set er enige herom, når man lægger de partitaktiske meldinger lidt til side.
Men også på andre felter er der grund til at opfordre til at søge brede flertal.
Transportpolitik
Det gælder f.eks. transportpolitikken. Alle er enige om, at tiden er inde til at tilrettelægge en ny 10-årig plan for investeringer i vores infrastruktur. Alle de store projekter, der blev aftalt i de brede transportforlig i 2009, er ved at være gennemført, nye projekter trænger sig på, og der er finansiering for over 100 milliarder kr. i den langsigtede finanspolitiske ramme.
Det er rigtig store projekter, der er i spil her. Det handler ikke mindst om nye og større motorveje, bedre jernbaneforbindelser og måske en Kattegatbro. Derfor er det vigtigt, at man kan planlægge langsigtet, så vi ikke oplever en slingrekurs ved skiftende flertal og regeringer. Det er vigtigt for at optimere de offentlige investeringer bedst muligt også af hensyn til at alle aktører skal kunne planlægge efter det.
Klima
Noget tilsvarende gør sig gældende for så vidt angår klima- og energipolitikken. Her taler vi om en langsigtet politik med store konsekvenser for de kommende generationer. Også på dette område er der tale om store investeringer; men ikke blot for den offentlige økonomi, også for private. Selv gik jeg i 2014, hvor jeg var formand for Det konservative Folkeparti, sammen med Socialdemokratiet, de radikale og venstrefløjen om en klimalov uden de andre borgerlige partiers medvirken.
Det var udtryk for et samarbejde hen over midten, og altså en eksekvering af den forståelse jeg havde med Margrethe Vestager i valgkampen et par år tidligere. I realiteten bandt det senere blå flertal til klimaloven, og sikrede dermed en stabilitet i klimapolitikken over tid.
Udenrigs- og sikkerhedspolitik
Vi lever i urolige tider. Brexit og Boris Johnson i Storbritanien, nye signaler fra USA med Donald Trump som præsident, et stadig mere offensivt Kina og tilsvarende mere offensivt Rusland. Det kalder på omtanke og stabilitet samt ikke mindst europæisk samling om de grundlæggende politiske og økonomiske principper, vores samfund er baseret på. Her må der ikke være tvivl om den danske regerings position og opbakning i Folketinget til den kurs, der bliver lagt. Derfor er der også på dette område et stort behov for at tale sammen og koordinere, så der er kontinuitet i dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik og ikke kan sættes spørgsmålstegn ved dens politisk forankring.
Prisen for samarbejde
At samarbejde og aftale fælles løsninger og politikker er at tage ansvar. Prisen for det er, at man som parti og politiker får vanskeligere ved at profilere sig skarpt på området i den periode, aftalen gælder. Man veksler så at sige profilering til indflydelse. Og der er masser af eksempler på, at vælgerne belønner de, som tager ansvar og søger indflydelse.
Der er derfor ingen grund til at opdyrke en politisk uenighed, der reelt er ikke eksisterende; og slet ikke på områder, hvor ansvarlige politikere er nødt til at stå sammen.
