De formelle spilleregler
Det fremgår af grundloven, at lovforslag skal behandles tre gange i folketingssalen og først kan vedtages endeligt ved 3. behandlingen. Den regel skal bl.a. sikre, at borgere, virksomheder, NGO-ere og andre kan kommentere på forslaget under behandlingen skriftligt eller ved fremmøde i det folketingsudvalg, der behandler forslaget. Dette selvfølgelig med henblik på eventuelt at få indflydelse på det under behandlingen.
Der er også den praksis, at regeringen udsender udkast til lovforslag til interessenter i erhvervslivet og organisationsverdenen i høring, inden de gøres færdige. Stort alle regeringer har tilkendegivet, at de vil udsende høringssvar i så god tid, at man kan nå at sætte sig ind i forslaget og udarbejde høringssvar inden fremsættelsen.
Der er bestemt grund til kritik
Helt på tværs af skiftende regeringer er der rigtig mange eksempler på, at man ikke lever op til de gode intentioner om at sende høringssvar ud i god tid. (Også regeringer jeg selv har deltaget i) Og når der bag lukkede døre er indgået et forlig om ny lovgivning, så skal alle være enige, hvis man skal ændre på noget f.eks. fordi nogen i et høringssvar har påvist et problem i forslaget. Og det kan man sjældent blive enige om. Det er et demokratisk problem.
Når en minister og nogle ordførere, måske i en sen nattetime, bliver enige om nye eller ændrede regler, så kan det let ske, at man overser noget. (Det har jeg også selv gjort som ordfører). Men bordet fanger. Hvis bare ét parti i forligskredsen modsætter sig at korrigere forslaget, når man efterfølgende bliver gjort opmærksom på problemet i et høringssvar, så er der ikke den fornødne enighed til at ændre forliget.
Så kunne man spørge, om ikke interessenter i sagen kunne have gjort opmærksom på problemet, inden forliget bliver forhandlet på plads? Jo, og det gør de også nogen gange. Men det er bestemt ikke altid, man kan vide, hvad der er på vej. Nogen gange dukker et forslag først op midt i den lukkede forhandling og bliver så skrevet ind i forliget, uden at nogen har en kinamands chance for at vide det og protestere.
Her kunne man efterlyse en mere åben tilgang til efterfølgende at lytte til saglig kritik. Måske kunne man i en forligskreds som noget helt nyt indføre klausuler, hvorefter man først er endeligt bundet op på hidtil ubelyste elementer i en aftale, når der har været mulighed for at gøre indvendinger efter aftalens offentliggørelse.
Alligevel masser af mulighed for indflydelse
Omvendt er der trods alt i de fleste tilfælde mulighed for indflydelse. Høringssvarene bliver faktisk brugt flittigt i lovbehandlingen i Folketinget. Både under 1. behandlingen og i udvalgsbehandlingen er der stor fokus på de bemærkninger, der er indgået fra virksomheder og organisationer m.fl. Og hvis det ikke her og nu fører til ændringer i forslaget inden vedtagelsen, så kan alt jo laves om på et senere tidspunkt; især hvis det er velbegrundet kritik. Derfor skal man heller ikke klynke for meget.
Når det gælder de mere professionelle lobbyister, så ved de som regel, hvad der er på vej på det område, de interesserer sig for. Og så kan man sætte ind med sine synspunkter på et tidligt tidspunkt i processen. Embedsmændene er heller ikke interesserede i at lægge navn til forslag, der efterfølgende kan blive udsat for berettiget saglig kritik. Så de lytter gerne til kompetente bemærkninger fremsat i god tid.
Endelig er lobbyisterne, hvis de passer deres arbejde og forstår processerne, i en så tæt relation til processerne og politikerne, at der er mulighed for gensidig udveksling af synspunkter op til forhandlinger om nye forslag. Politikerne er jo også på deres side interesserede i at blive forsynet med saglige og gode synspunkter.
Med rettidig omhu og en kompetent og saglig tilgang til processerne og sagens substans, kan lobbyisterne i de fleste tilfælde skabe mulighed for at påvirke den endelige lov. Men der er jo aldrig garanti for, at man får sin vilje; og skal heller ikke være det.
