Er der ved at opstå en ny splittelse mellem de europæiske lande, der i sidste ende kan få EU til at gå i opløsning? Det spørgsmål er værd at reflektere over i en tid hvor de demokratiske værdier, EU bygger på bliver sat under pres i flere medlemslande.
Efter anden verdenskrig drejede europapolitikken sig om at undgå nye tragiske og ødelæggende krige mellem de store europæiske lande i fremtiden. Det førte bl.a. til dannelsen af det, der i dag er EU. Det startede med Kul- og Stålunionen og så et handelspolitisk samarbejde, der altsammen skulle skabe en så integreret økonomi mellem landene, at en krig mellem dem i realiteten var så godt som umulig.
I lyset af opdelingen af Europa mellem på den ene side de sovjet-kontrollerede kommunistiske lande i øst og på den anden side de lande i Vesteuropa, der er baseret på demokrati og markedsøkonomi, blev EU i realiteten også en faktor i beskyttelsen af demokratiske principper og menneskerettigheder. Og det er da også adgangsbilletten til EU, hvilket bl.a. er udtrykt ved de såkaldte “Københavns-kriterier”.
Med murens fald og genforeningen af ikke bare Tyskland men hele Europa, startede der helt naturligt en proces hen mod en udvidelse af EU med de østeuropæiske lande. Dermed kunne man også, tænkte vi vel alle, forankre frihed og demokrati i de tidligere kommunistiske diktaturer. Men meget tyder på, at det ikke nødvendigvis er en selvfølge.
I Ungarn har Viktor Orban over en årrække i stigende grad udfordret både demokratiet og EU. Og på det seneste har vi i Polen set demonstrationer i protest mod indskrænkninger i domstolenes frihed og uafhængighed. Bl.a. har Den Danske Dommerforening ved formanden deltaget i demonstrationerne.
Samtidig er Brexit nu en realitet, selvom der, over i hvert fald det næste år, vil være forhandlinger om den nærmere regulering af relationerne mellem EU og Storbritanien. Her ser vi altså et stort demokrati forlade EU.
Alt dette sker i en tid, hvor det står mere klart end måske nogensinde før, at de europæiske lande i sidste ende kun har hinanden til at stå sammen om deres fælles kulturelle, historiske og demokratiske værdier. Når det gælder forsvar og sikkerhed er de fleste europæiske lande en del af NATO og dermed allierede med USA; en alliance, vi naturligvis skal holde fast i og værne om. Men den amerikanske præsident har ikke forsømt nogen lejlighed til at fremhæve mantraet om “America first”, samtidig med at han ved flere lejligheder har udtalt sig på en måde, der sætter spørgsmålstegn ved rækkevidden af USA’s forpligtelser over for de europæiske allierede.
Vi må og skal stå sammen i Europa for at sikre vores demokratier, velstand samt ikke mindst miljø og klima. Men netop derfor kan vi ikke have, at nogle medlemslande udfordrer de grundliggende demokratiske principper, som det er udtrykt i Københavns-kriterierne. Heri ligger et dillema. Vi risikerer, at komme til at vælge mellem et ubetinget krav om respekt for demokratiet med et splittet Europa til følge eller acceptere manglende overholdelse af Københavns-kriterierne for at bibeholde alle de nuværende medlemslande i EU. Både i Rådet og Kommisionen bør der lægges maksimalt pres på at sikre en reel accept og overholdelse af grundlæggende demokratiske principper i alle lande. Ellers er der en reel risiko for, at vi en dag må se nogle lande forlade fællesskabet i EU, fordi de ikke respekterer Københavns-kriterierne. Derfor er det glædeligt, at regeringscheferne i EU i forbindelse med den omfattende europæiske “corona-hjælpepakke” har betinget sig overholdelse af demokratiske principper, hvis man skal have del i hjælpen.
Samtidig er der anledning til at reflektere over, om der i vores lande er den fornødne forståelse for de principper, vores demokratier hviler på. Derunder en forståelse for, at demokratiske værdier ikke er en selvfølge; det viser historien og situationen i mange lande rundt om i verden med al tydelighed. Kendskab og forståelse for baggrunden for vores demokratiske forfatning, derunder for Europas historie før, under og efter anden verdenskrig, bør være en del af dannelsen af de opvoksende generationer.
