I valgkampen i 2011 lavede Berlingske et interview med Det radikale Venstres daværende leder, Margrethe Vestager, og undertegnede, som på det tidspunkt var leder af Det konservative Folkeparti samt justitsminister og vicestatsminister i den regering, hvor Lars Løkke Rasmussen var statsminister. Margrethe Vestagers og mit fælles budskab i det interview var, at uanset om vi efter valget fik en blå eller en rød regering, så skulle der samarbejdes hen over midten. Alternativet ville nemlig være, at en regering ville være fuldstændig afhængig enten af venstrefløjen eller højrefløjen. For mit vedkommende som konservativ ville det kunne betyde et uacceptabelt pres både på udlændingepolitikken og EU-politikken. På den baggrund var der brug for større politisk agilitet.

Derfor glædede det mig ved sidste folketingsvalg at konstatere, at Lars Løkke Rasmussen var nået til samme erkendelse. Jeg skal ikke forholde mig til den konsekvens, Lars Løkke nu tager i forhold til partimedlemskab, men den grundlæggende analyse af de politiske positioner kan jeg helt tilslutte mig.

Politik har i alt for lang tid handlet alt for meget om meget andet end politik. Det har handlet om hvem, som skulle være statsminister, om taktiske manøvrer og det har været dikteret af fastlåste historisk og ideologisk bestemte samarbejdsmønstre. Men politik burde vel handle om – politik.

Når det gælder de politiske udfordringer i dag og i den overskuelige fremtid, så handler de i høj grad om temaer, hvor moderate partier tæt på hver side af midten er mere enige med hinanden, end de er med yderfløjene. Det skyldes dels at det er nye temaer, og dels at samfundsudviklingen betyder, at temaerne skal ses i et nyt lys. De gamle ideologiers automatsvar er simpelthen ikke længere altid relevante for tidens spørgsmål.

Det kløver både den blå og den røde blok i dansk politik. Og det kløver i høj grad også de politiske partier internt, hvilket ligeledes kan føre til opbrud og disruption; ja faktisk allerede har gjort det i flere tilfælde.

Det gælder først og fremmest EU. Både højrefløjen og venstrefløjen vil have Danmark ud af EU og modarbejder på enhver måde det europæiske samarbejde. Partierne omkring midten vil blive i EU og på sigt udbygge Danmarks deltagelse i samarbejdet. Det er en helt afgørende udfordring i de kommende år, at de fleste store politiske trusler og problemstillinger er grænseoverskridende og derfor skal løses i et internationalt samarbejde som EU.

Et andet relevant tema er den økonomiske politik. Hvor der på yderfløjene er partier med på den ene side stærkt liberalistiske ideer og på den anden side af spektret noget der nærmer sig kommunisme, så er der i realiteten ikke de store tals forskel på en borgerlig og en socialdemokratisk regering. Det handler om menneskelig kapitalisme, en skandinavisk samfundsmodel eller blandingsøkonomi afhængig af hvad man er i humør til at kalde det. Det betyder ikke, at man er enig om alt; borgerlige partier vil selvfølgelig trække i retning af lavere skatter og mindre stat modsat socialdemokraterne.

Menneskerettigheder er også et vigtigt tema. De vestlige demokratier er under pres fra grupperinger og lande, som ikke har samme syn på f.eks. ytringsfrihed og ligeret, som vi har. Her må vi stå sammen, og en væsentlig del af løsningen er internationale konventioner bl.a. i FN. Igen her er der sammenfaldende synspunkter hos partierne omkring midten.

Klimapolitikken er om noget et dominerende tema nu og så langt øjet rækker. Også her er der er stærke fællesnævnere omkring midten af dansk politik. Både om at have store ambitioner og om trods alt at sætte dem ind i en kontekst, hvor hensynet til konkurrenceevnen og beskæftigelsen indtænkes.

Udlændingepolitikken går heller ikke væk i de første mange år. Omkring midten har der udviklet sig en konsensus om den stramme udlændingepolitik men også om at afvise højrefløjens evindelige krav om yderligere stramninger, der udfordrer både internationale konventioner og sammenhængskraften i vores samfund.

Nogle nøgleord, der kan definere politiske fællesnævnere for de moderate partier på hver side af midten, kunne være

• åbenhed over for omverdenen og det europæiske og internationale samarbejde om at løse fælles problemer,
• en parathed til at gennemføre moderate reformer, når det gælder økonomi og klima, uden at sætte alt over styr,
• en vilje til at værne om de demokratiske værdier, vores samfund og den vestlige verden er funderet på,
• en stram udlændingepolitik parret med åbenhed for de udefra, som vil bidrage positivt til det danske samfund og respektere vores grundlæggende værdier samt, nok så vigtigt,
• en pragmatisk indstilling til at løse problemerne uden at være bundet af doktrinære ideologier.

I sidste ende handler det også om politisk kultur og dannelse. Man behøver ikke at se sine politiske kolleger i andre partier som fjender, man så vidt muligt skal have ned med nakken. Min erfaring er, at folk faktisk anerkender en politisk dialog med gensidig respekt langt mere end et politisk hundeslagsmål.

Det, der adskiller de moderate partier fra hinanden på de store linjer næsten mere end politiske forskelle, er synet på hvem, der skal være statsminister. Her er statsministerkandidaterne afhængige af deres såkaldte støttepartier, og det er det, der dikterer den politiske dagsorden langt hen ad vejen. Ikke mindst dette fører til, at det taktiske spil bliver helt dominerende på bekostning af den politiske diskussion og dialog.

Det sidste bidrager pressen også til. Der er langt flere politiske programmer og indslag på TV, der handler om analyser af det taktiske spil end analyser af den politiske substans. Det betyder også, at de politiske analytikere lader deres tommelfingre pege henholdsvis op og ned i forhold til politikernes taktiske håndtering snarere end kvaliteten af deres politiske udspil.

Læg dertil at der også historisk har udviklet sig nogle fastlåste strukturer baseret på de gamle ideologier og klasseskel, som det er vanskeligt at komme ud af. Det har medført fjendebilleder, der i partiernes baglande er vanskelige at mane tilbage, og betyder, at nye samarbejdskonstellationer kan være vanskelige at udvikle.

Den næste store test på det brede samarbejde bliver måske en aftale om investeringer i vores infrastruktur på transportområdet, hvor der forventes at kunne afsættes et beløb i størrelsesordenen godt 100 milliarder kr. over de næste ti år. Her har transportminister Benny Engelbrecht klogt satset på en aftale baseret på om muligt alle folketingets partier inden sommeren i år. Og, bliver man nødt til her at nævne, i modsætning til den aftale, den borgerlige regering lavede i foråret 2019 i et snævert flertal med Dansk Folkeparti om tilsvarende investeringer; en aftale der dog aldrig blev omsat til handling, da den blev annulleret med skiftet til en ny regering kort efter.

Netop sådanne aftaler om store projekter, der skal virkeliggøres over en lang årrække, har et særligt behov for at være beskyttede af brede flertal således at uanset skiftende regeringer og flertal, så bliver de gennemført, og alle interessenter og involverede aktører kan planlægge og disponere efter det. Det er en yderligere selvstændig grund til at fremme samarbejde hen over midten.

Vi har hen over de seneste år i dansk politik set tegn på en form for politisk disruption, der vel afspejler, at vælgerne ikke helt kan finde sig til rette i de eksisterende politiske strukturer og den herskende politiske kultur. Det har givet sig udslag i nye politiske partier, der er dukket op og for fleres vedkommende med succes idet de er blevet repræsenteret i Folketing og kommunalbestyrelser.

Ved sidste valg var Kristendemokraterne som et borgerligt midterparti meget tæt på at komme over spærregrænsen, og de er igen blevet opstillingsberettigede til det kommende valg om formentlig et par år.

Alternativet kom ind med stor kraft på en dagsorden både om at sætte politik sammen på nye måder med afsæt i bæredygtighed, men også på et løfte om en ny politisk kultur. De er så ikke lykkedes så godt med realiseringen af det. Men det iøjnefaldende i denne sammenhæng er, at vælgerne reagerede positivt på ideen i første omgang.  

Det bliver interessant, hvilke politiske kræfter, der i sidste ende formår at profitere på den disruption, der er i gang i den politiske diskurs. Vil de etablerede partier kunne samle det op og forny sig, eller vil nye politiske konstellationer i stigende grad rykke ind og dominere den politiske scene? ”The answer is blowing in the wind”.

Indlægget Politik bør handle om politik blev først udgivet på Lars Barfoed & Company.

Vi er mange, som har fulgt det amerikanske præsidentvalg tæt, og blev lettede og begejstrede, da det stod klart, at Joe Biden bliver USA’s næste præsident. Ikke mindst i lyset af de sidste fire år med Donald Trumps lederskab – og mangel på samme – var der grund til ny optimisme. Men efter de første dages fest over resultatet er der brug for en mere nøgtern vurdering.

Spørgsmålet er, om et amerikansk lederskab med teamet Joe Biden og Kamala Harris nu også indvarsler en ny, lys fremtid. ”Her må sondres,” lærte jeg som ung jurastuderende at sige, når sagen ikke er helt entydig.

Helt grundlæggende er der som dansker grund til at fastholde optimismen og troen på positive forandringer. Men der må sondres mellem international politik og amerikansk indenrigspolitik, når vi skal vurdere Bidens muligheder for at gennemføre forandringer.

Hvis Kongressen amputerer Bidens muligheder for at opnå indenrigspolitisk gennemslagskraft, fordi Republikanerne tager Senatet, kan det om fire år føre til en ny valgsejr for trumpisterne. Men lad os starte på den positive side.

Først og fremmest kan vi forvente en tilbagevenden til stabilitet, ordentlighed og integritet i Det Hvide Hus. Det i sig selv giver grund til at tro på en mere stabil verdensorden og ikke mindst stabile relationer mellem USA og Europa – derunder Danmark. Planerne om at købe Grønland er nok også lagt tilbage i skuffen.

Dertil kommer, at en amerikansk præsident har vide rammer til at føre udenrigspolitik uden at skulle spørge om lov i Kongressen først. Det vil Biden benytte sig af, hvilken han også signalerede meget klart i valgkampen.

Det er oplagt at påpege, at Biden som en af sine første embedshandlinger formentlig vil tage skridt hen mod, at USA genindtræder i Paris-aftalen og dermed igen tager et medansvar for at sikre jordens klima. I det hele taget vil vi se en amerikansk regering, der genoptager en international rolle med gensidige forpligtelser i multinationale sammenhænge.

Vi vil også meget hurtigt opleve en amerikansk ledelse og administration, der fører forholdet til USA’s traditionelle allierede tilbage til normale og gode relationer. Det gælder ikke mindst NATO, hvor vi under Biden ikke behøver at være i tvivl om, hvorvidt USA vil leve op til forpligtelserne i NATO-traktaten, selvom presset for, at de europæiske lande skal øge deres bidrag, vil blive fastholdt. Det blev jo allerede gjort klart under Barack Obamas ledelse.

Vi vil nok også se en amerikansk tilbagevenden til atomaftalen med Iran, som Trump trak USA ud af. Spørgsmålet er her, om skaden allerede er sket, og i hvilken udstrækning den iranske politiske ledelse vil være imødekommende overfor at genoptage af diplomatiske samtaler med USA. Derudover er der valg i Iran næste sommer, hvorfor de mere moderate kræfter i landet måske vil holde sig tilbage, hvis de kan se, at folkestemningen trækker i en anden retning.

Et stort spørgsmål i forhold til amerikansk udenrigspolitik under den nye ledelse er handelspolitikken; især i forhold til Kina. Mange vil nok mene – efter min mening med rette – at man må anerkende, at Trump tog tyren ved hornene i forhold til Kina. Det vil Biden videreføre, men formen vil være mere traditionel. Noget tilsvarende kan man sige om forholdet til Rusland, selvom det har haft sin egen helt særlige dynamik i spillet mellem Trump og Putin.

Men når det gælder netop handelspolitikken, vil Joe Biden stå over for udfordringer på hjemmefronten, som han ikke kan ignorere. Han vil genoptage USA’s deltagelse i internationale aftaler, også på handelsområde, men i opposition til disse tiltag står stærke kræfter både blandt Republikanere og Demokrater. De vil fokusere meget på beskæftigelsen i USA og derfor også slå på protektionistiske strenge, der ikke er forenelige med en målsætning om mere fri verdenshandel.

Og så er vi ovre i amerikansk indenrigspolitik, som Biden ikke ser ud til at kunne kontrollere med et Republikansk flertal i Senatet. USA er en stærkt splittet nation efter fire år med præsident Trump og en dramatisk valgkamp, og landet er stadig midt i en voldsom sundhedskrise med COVID-19, der hærger mere end nogensinde, og som også har ødelæggende konsekvenser for økonomi og beskæftigelse.

Hvis Biden skal gøre sig håb om at fortsætte efter fire år eller, måske mere sandsynligt, overdrage embedet til Harris efter næste valg, så skal han bruge størstedelen af sine ressourcer på indenrigspolitik, lige nu primært på at bekæmpe coronapandemien. Det kræver forsoning hen over midten i amerikansk politik. Og her er hans måske største udfordring venstrefløjen i hans eget parti, Demokraterne.

Hvis han imødekommer Alexandria Ocasio-Cortez, som fik et godt valg i New York, og Bernie Sanders, så risikerer han at miste chancen for et flertal både i Repræsentanternes Hus og Senatet samt en ny fireårig periode med en Demokratisk præsident efter næste valg. Med det trods alt snævre flertal, Biden har vundet på, kan han eller en anden demokratisk præsidentkandidat næppe vinde de nødvendige stemmer hen over midten, hvis de har ført en, i amerikansk forstand, venstreorienteret politik. Betydningen af at vinde vælgere hen over midten er derfor større end risikoen for at miste vælgere på Demokraternes venstrefløj, der alligevel ikke vil stemme på en republikaner.Xxuddyb kort hvorfor. Det er med andre ord en bunden opgave at søge mod midten.

Derfor er forhåbningerne om en ny og lysere fremtid i international politik med Biden og Harris i front tæt knyttet til deres indenrigspolitiske succes. Fejler de med den, vil det øge risikoen for et USA med Trump eller en anden trumpist som præsident igen.

Det hører selvfølgelig med til det samlede billede, at der også er to retninger hos Republikanerne; en personificeret ved Trump og hans begejstrede trumpister og så de moderate, konservative republikanere personificeret ved folk som Mitt Romney. Hvis der melder sig en stemning i USA, der appellerer til politisk forsoning, kan man i en optimistisk stund også forestille sig et valg mellem to moderate præsidentkandidater. Lige nu er der dog ikke tegn i sol og måne på, at det er et sandsynligt udfald, da Trump og hans ligesindede har stor indflydelse hos Republikanerne, men det kan selvfølgelig ændre sig over de næste tre år, inden der skal findes en ny præsidentkandidat.

Essensen er, at vi her og nu skal glæde os over, at der blæser nye vinde fra USA, der vil gavne det internationale samfunds muligheder for samarbejde om at håndtere bl.a. nogle af de store sikkerhedspolitiske og klimamæssige udfordringer. Men når det gælder det lange sigte efter de kommende fire år, afhænger meget af, om Biden kan skabe et samarbejde i Kongressen og skabe forsoning i det stærkt splittede amerikanske folk.

Indlægget Biden må søge mod midten blev først udgivet på Lars Barfoed & Company.

Refleksionerne i sommeren har for mig handlet en del om politik – dansk politik og international politik.

Der er flere markante politiske tendenser, der falder sammen herhjemme og i udlandet. Nemlig

• en stigende vrede over manglen på politiske løsninger på folks udfordringer med deraf følgende faldende tillid til politikere og det politiske system,
• disruption i det politiske liv der præges af nye og utraditionelle aktører – og
• et debatklima med stigende dominans af yderligtgående synspunkter på bekostning af det moderate standpunkt.

Nu er det jo ikke et problem i sig selv, at nye aktører blander sig i politik med nye holdninger og andre måder at gøre tingene på. Tværtimod er det ofte forfriskende og fornyende på den gode måde. At synspunkter står stærkt over for hinanden bidrager til at perspektivere debatten. Og det er naturligt at reagere på, at politikere ikke lever op til forventningerne.

Behovet for stabilitet

Men grundlæggende har et samfund også brug for stabilitet, en høj grad af indbyrdes tillid og en offentlig debat, hvor der er plads til refleksion, nuancer og moderate standpunkter. Det er vi ved at miste – ikke bare i Danmark men i en række europæiske lande og for den sags skyld også i USA.

Vi bærer i et demokrati alle ansvaret for, hvordan det fungerer. Vi kan ikke bare overlade det til politikerne.

En global tillids- og troværdighedsundersøgelse fra Edelman, der er et verdensomspændende netværk af kommunikationsvirksomheder, har vist et markant fald i befolkningernes tillid til politikere og offentlige myndigheder. Derimod er der større tillid til virksomhederne og deres ledelser i retning af, at de kan bidrage til at løse folks udfordringer i form af flere jobs m.v.

Tillid forpligter

Den tillid forpligter. Med andre ord har erhvervslederne et stort medansvar netop i disse tider for at tage del i debatten og bidrage også til politiske løsninger på folks udfordringer. Det er også i virksomhedernes egne interesser at bidrage til at holde fast i vores samfundsorden, vores politiske institutioner og grundlæggende værdier. Selvfølgelig er der brug for forandringer, udvikling og reformer på en række områder. Men der er også brug for at holde fast og bevare grundlæggende værdier og institutioner. Det er ikke i virksomhedernes interesse bare at give plads til dem, som vil omstyrte alt.

Dertil kommer, at virksomhederne selv sidder med nøglen til en del af løsningen på menneskers udfordringer, nemlig at få en uddannelse og derefter et job, så man kan forsørge sig selv og sin familie. Det er ikke den offentlige sektor, der skal skabe vækst og arbejdspladser. Det er først og fremmest den private sektor, der så også må bidrage aktivt til at få etableret bedre politiske rammevilkår.

Nu bryder jeg mig egentlig ikke om at bruge begrebet ”politikerne”, for det sker ofte som en urimelig generalisering, men nu gør jeg det så alligevel. Politikerne har et ansvar for at indgå nogle forventningskontrakter med deres vælgere. Så længe politikerne ved enhver lejlighed hævder at have løsningerne på dagens udfordringer for deres vælgere, så knækker de tilliden, når de bagefter ikke kan leve op til det. Sig det dog som det er. I et demokratisk markedsøkonomisk samfund kan politikerne ikke løse alt. Meget vil være overladt til den enkelte familie, til virksomhederne og til civilsamfundet.

Plads til det moderate standpunkt

Og så har medierne et ansvar for at give plads til det moderate standpunkt. Hvis man altid søger den skarpe konfrontation mellem to yderstandpunkter, ødelægger man den demokratiske debat. Det er også et spørgsmål om at have rollemodeller, der kan vise opvoksende generationer, at man også kan lytte, reflektere og have en ordentlig tone i debatten.

Hvis medier kun vil bringe skarpe standpunkter og uforsonlige konfrontationer, der kan skabe store overskrifter, så svigter de samme medier deres rolle i et demokratisk samfund. Ikke mindst i en tid hvor de sociale medier i den grad bærer præg af uforsonlige synspunkter, er der brug for modvægt til det.

Begrebet ”meningsdanner” indebærer i sagens natur, at der er nogen, hvis meninger og ageren inspirerer og påvirker andre. Hvis meningsdannelsen bliver monopoliseret af rabiate synspunkter, uforsonlighed og konfrontation i stedet for dialog, så har det naturligvis en effekt på de opvoksende generationer. Derfor er det vigtigt, at meningsdannere insisterer på at kunne fremlægge nuancerede synspunkter, at reflektere og at lytte til andre.

Indlægget Moderate sommer-refleksioner blev først udgivet på Lars Barfoed & Company.

Lobbyister er vigtige for politikerne

Det bliver med andre ord et travlt efterår for lobbyisterne. Og det er vigtigt, at de er der. Både erhvervslivets lobbyister og alle de andre, der repræsenterer NGO’er, borgergrupper og enkeltpersoner har en særlig interesse, et godt synspunkt eller viden på et område, der kan være relevant og gøre en forskel. Lobbyisterne repræsenterer bredt de interesser, synspunkter og den viden, der gør sig gældende i vort samfund i forskellige anliggender. Alt sammen noget politikerne skal inddrage, når de gør regnestykket op og træffer en politisk beslutning på det ene eller andet område. De bidrager til at gøre de politiske beslutninger mere evidensbaserede og afbalancerede.

Mange tror, at det er nærmest umuligt at få folketingsmedlemmer og ministre i tale. Men de fleste politikere vil gerne lytte til synspunkter og argumenter. Det gælder i mange sammenhænge også de embedsmænd, som rådgiver politikerne. Det er imidlertid vigtigt, at man griber det rigtigt an. Og man skal vide, hvem man skal tale med, hvornår man skal gøre det og hvordan man skal præsentere sit ærinde. Og man skal også gøre op, om man har en realistisk sag eller ej. Ellers risikerer man at spilde både sin egen og politikernes tid.

Som politisk rådgiver taler jeg dagligt med virksomheder og organisationer, der har et anliggende, de gerne vil gøre gældende over for de politiske beslutningstagere. Mange er kun sjældent i kontakt med den politiske verden og kender ikke de politiske processer. Og endnu flere har ganske vist før stukket hovedet inden for på Christiansborg eller det lokale rådhus, men der er brug for at fokusere budskabet, skærpe argumenterne, vide hvem man skal tale med og hvornår, man skal slå til. Der kan også være anledning til at fremsætte sit synspunkt i den offentlige debat eller på de sociale medier, hvis ens budskab skal nå frem og gøre indtryk.

Sig det, som det er

Men uanset alt det, så er autencitet og gennemsigtighed vigtig. Man skal sige det, som det er, og man skal ikke lægge skjul på sine egne interesser i sagen. Derfor er det også altovervejende sådan, at man selv skal møde op og tale med beslutningstagerne. Der er oftest gode grunde til at få råd og blive coached. Det er et kompliceret spil, og både den politiske virkelighed og beslutningsprocesserne har ændret sig markant i de senere år. Men man skal ikke overlade det hele til smarte folk, som hævder at kende alle og enhver på Christiansborg og derfor nok lige skal ordne det. Sådan spiller klaveret ikke. Man skal som hovedregel selv møde op, hvis man vil optimere sin chance for succes.

I det hele taget skal man ikke tro, at bare fordi man kender en politiker, så vil vedkommende nok også gøre  den tjeneste at træffe den politiske beslutning, man beder om. Dertil er politikerne alt for professionelle. Heldigvis! Og den typiske politiker kender så mange, at det ville være helt umuligt at give dem alle ret.

Public affairs er mere end lobbyisme

Derfor er det også vigtigt at være opmærksom på, at det, der på godt dansk kaldes ”public affairs”, hvis det skal gøres ordentligt, slet ikke kan begrænses til lobbyisme. For det første bør public affairs først og fremmest handle om at rådgive dem, som skal lave lobbyisme, ikke om selv at være lobbyist. For det andet er man ofte nødt til at tænke især PR, sociale medier og interessentanalyser ind, hvis man vil have indflydelse på politiske beslutninger. Og for det tredje handler politisk rådgivning ofte om en vurdering af, hvordan man bedst kan udvikle virksomhedens eller organisationens strategi og forretning, så man tilpasser sig en politisk og samfundsmæssig udvikling, der ikke står til at ændre.

Indlægget Lobbyisterne kommer blev først udgivet på Lars Barfoed & Company.

Det fremgår af grundloven, at lovforslag skal behandles tre gange i folketingssalen og først kan vedtages endeligt ved 3. behandlingen. Den regel skal bl.a. sikre, at borgere, virksomheder, NGO-ere og andre kan kommentere på forslaget under behandlingen skriftligt eller ved fremmøde i det folketingsudvalg, der behandler forslaget. Dette selvfølgelig med henblik på eventuelt at få indflydelse på det under behandlingen.

Der er også den praksis, at regeringen udsender udkast til lovforslag til interessenter i erhvervslivet og organisationsverdenen i høring, inden de gøres færdige. Stort alle regeringer har tilkendegivet, at de vil udsende høringssvar i så god tid, at man kan nå at sætte sig ind i forslaget og udarbejde høringssvar inden fremsættelsen.

Der er bestemt grund til kritik

Helt på tværs af skiftende regeringer er der rigtig mange eksempler på, at man ikke lever op til de gode intentioner om at sende høringssvar ud i god tid. (Også regeringer jeg selv har deltaget i) Og når der bag lukkede døre er indgået et forlig om ny lovgivning, så skal alle være enige, hvis man skal ændre på noget f.eks. fordi nogen i et høringssvar har påvist et problem i forslaget. Og det kan man sjældent blive enige om. Det er et demokratisk problem.

Når en minister og nogle ordførere, måske i en sen nattetime, bliver enige om nye eller ændrede regler, så kan det let ske, at man overser noget. (Det har jeg også selv gjort som ordfører). Men bordet fanger. Hvis bare ét parti i forligskredsen modsætter sig at korrigere forslaget, når man efterfølgende bliver gjort opmærksom på problemet i et høringssvar, så er der ikke den fornødne enighed til at ændre forliget.

Så kunne man spørge, om ikke interessenter i sagen kunne have gjort opmærksom på problemet, inden forliget bliver forhandlet på plads? Jo, og det gør de også nogen gange. Men det er bestemt ikke altid, man kan vide, hvad der er på vej. Nogen gange dukker et forslag først op midt i den lukkede forhandling og bliver så skrevet ind i forliget, uden at nogen har en kinamands chance for at vide det og protestere.

Her kunne man efterlyse en mere åben tilgang til efterfølgende at lytte til saglig kritik. Måske kunne man i en forligskreds som noget helt nyt indføre klausuler, hvorefter man først er endeligt bundet op på hidtil ubelyste elementer i en aftale, når der har været mulighed for at gøre indvendinger efter aftalens offentliggørelse.

Alligevel masser af mulighed for indflydelse

Omvendt er der trods alt i de fleste tilfælde mulighed for indflydelse. Høringssvarene bliver faktisk brugt flittigt i lovbehandlingen i Folketinget. Både under 1. behandlingen og i udvalgsbehandlingen er der stor fokus på de bemærkninger, der er indgået fra virksomheder og organisationer m.fl. Og hvis det ikke her og nu fører til ændringer i forslaget inden vedtagelsen, så kan alt jo laves om på et senere tidspunkt; især hvis det er velbegrundet kritik. Derfor skal man heller ikke klynke for meget.

Når det gælder de mere professionelle lobbyister, så ved de som regel, hvad der er på vej på det område, de interesserer sig for. Og så kan man sætte ind med sine synspunkter på et tidligt tidspunkt i processen. Embedsmændene er heller ikke interesserede i at lægge navn til forslag, der efterfølgende kan blive udsat for berettiget saglig kritik. Så de lytter gerne til kompetente bemærkninger fremsat i god tid.

Endelig er lobbyisterne, hvis de passer deres arbejde og forstår processerne, i en så tæt relation til processerne og politikerne, at der er mulighed for gensidig udveksling af synspunkter op til forhandlinger om nye forslag. Politikerne er jo også på deres side interesserede i at blive forsynet med saglige og gode synspunkter.

Med rettidig omhu og en kompetent og saglig tilgang til processerne og sagens substans, kan lobbyisterne i de fleste tilfælde skabe mulighed for at påvirke den endelige lov. Men der er jo aldrig garanti for, at man får sin vilje; og skal heller ikke være det.

Indlægget Er der plads til lobbyisme i Folketinget? blev først udgivet på Lars Barfoed & Company.

USA har siden anden verdenskrig været garanten for den frie verden og USA’s præsident har, indtil for nylig, været accepteret af alle som den frie verdens leder. Ingen har i højere grad end præsident John F. Kennedy taget det ansvar på sig. Det husker vi ikke mindst fra de store taler som tiltrædelsestalen i Washington og den berømte tale i juni 1963 i Berlin, hvor en mur adskilte folk i det kommunistiske Øst-Tyskland fra det omringede og indespærrede frie og demokratiske Vest-Berlin. Vi husker alle hans ord:

”All free men, wherever they may live, are citizens of Berlin. Therefore as a free man, I take pride in the words “Ich bin ein Berliner”.

Men søger man på nettet ”John F. Kennedy Presidential Library and Museum” kan man under hans taler finde en tale, hvor der under overskriften står ”undelivered”. Den skulle have været holdt på ”The Trade Mart” i Dallas den 22. november 1963 på det årlige møde i Dallas Citizens Council. Men kort før blev Kennedy på vej dertil skudt og dræbt. Så talen blev aldrig holdt.

Det giver kuldegysninger, for talen er som en røst fra fortiden med adresse til vor tids populisme og ikke mindst præsidentvalget i USA 53 år senere. Jeg gengiver her to udpluk fra talen:

”Ignorance and misinformation can handicap the progress of a city or a company, but they can, if allowed to prevail in foreign policy, handicap this country’s security. In a world of complex and continuing problems, in a world full of frustrations and irritations, America’s leadership must be guided by the lights of learning and reason or else those who confuse rhetoric with reality and the plausible with the possible will gain the popular ascendancy with their seemingly swift and simple solutions to every world problem.”

Og:

“We cannot expect that everyone, to use the phrase of a decade ago, will “talk sense to the American people.” But we can hope that fewer people will listen to nonsense.”

Nu vil jeg ikke påstå, at hverken J.F. Kennedy eller hans taleskriver med danske aner, Ted Sorensen, kunne spå om fremtiden. Men denne tale, der af tragiske grunde aldrig blev holdt af præsidenten, rummer et budskab til vores tid. Et budskab om, at politiske valg og beslutninger så vidt muligt må baseres på fornuft, viden og fakta.

Det er i sagens natur demokratiets væsen, at valget er frit. Men hvis valg bliver truffet på baggrund af nonsens, dvs. usandheder, løse rygter, populær men løsagtig retorik og bagvaskelse, så undergraver det demokratiet selv. Det var det, Kennedy advarede imod. Desværre er der for meget nonsens, der får lov at præge debatten og beslutninger i verden i dag. De sociale mediers hastige udbredelse af rygter forstærker en meningsdannelse, der ikke respekterer kravet om evidens bag påstande, argumenter og beslutninger.

Det kunne være en overvejelse værd for os alle, uanset om vi er beslutningstagere, journalister, vælgere, politikere, debattører eller lidt af hvert, at overveje, hvordan vi kan styrke videns grundlaget og evidensen bag det, vi vælger og gør – ikke mindst i forhold til politik.

Indlægget Kennedys advarsel mod Trump blev først udgivet på Lars Barfoed & Company.

De 17 nye verdensmål handler om anstændige jobs, økonomisk vækst, bæredygtige byer og lokalsamfund samt meget andet. Når man fra dansk side prioriterer hvilke mål, vi særligt vil fokusere på i udviklingsbistanden, så bør det også være en del af den strategi at bidrage til, at danske virksomheder kan gøre en indsats i den sammenhæng.

Store virksomheder, der i forvejen er til stede i udviklingslandene, vil ofte selv kunne udvikle og eksekvere en CSR-strategi, der matcher et eller flere verdensmål. De gør det sandsynligvis i vid udstrækning i forvejen. Men små og mellemstore virksomheder vil typisk have behov for rådgivning og assistance.

Når forretningsmæssige interesser og udviklingspolitiske mål kan mixes, er det positivt for alle parter. Bistand og business kan godt gå hånd i hånd.

Det er imidlertid min oplevelse, at virksomheder kan være noget tilbageholdende med at kaste sig ud i fremstød i den tredje verden, der involverer Corporate Social Responsibility, CSR. Det er i sig selv grænseoverskridende at kaste sig ud i nye markeder. Og en CSR-forpligtelse i et fremmed land med en kultur, man ikke er fortrolig med, er kompleks.

Der er samtidig en latent bekymring for at skuffe forventningerne, hvis noget går galt. Det politiske miljø og offentligheden vil naturligt interessere sig for sagen, hvis der opstår problemer i forhold til de målsætninger, man har udstukket om eksempelvis arbejdsmiljø, sociale rettigheder, beskæftigelsesomfang, klimamæssig bæredygtighed eller andet. Og så kan den positive branding hurtigt give bagslag.

Derfor kræver det omtanke, afstemning af forventninger med alle interessenter og et kommunikationsmæssigt beredskab at gå ind i CSR-projekter. Til gengæld kan det åbne op for nye markeder, optimering af produktionen, innovation og positiv branding.

Sammenfaldet af statens interesse i at understøtte verdensmålene i udenrigspolitikken og virksomhedernes interesse i at bidrage hertil gennem CSR i udviklingslandene er oplagt. Derfor bør regeringens udviklingspolitiske strategi rumme elementer, der forener indsatsen og skaber en platform for en bedre understøttelse af virksomhedernes første skridt på nye markeder med CSR.

Indlægget Vi skal tage verdensmålene alvorligt blev først udgivet på Lars Barfoed & Company.

Efter anden verdenskrig drejede europapolitikken sig om at undgå nye tragiske og ødelæggende krige mellem de store europæiske lande i fremtiden. Det førte bl.a. til dannelsen af det, der i dag er EU. Det startede med Kul- og Stålunionen og så et handelspolitisk samarbejde, der altsammen skulle skabe en så integreret økonomi mellem landene, at en krig mellem dem i realiteten var så godt som umulig.

I lyset af opdelingen af Europa mellem på den ene side de sovjet-kontrollerede kommunistiske lande i øst og på den anden side de lande i Vesteuropa, der er baseret på demokrati og markedsøkonomi, blev EU i realiteten også en faktor i beskyttelsen af demokratiske principper og menneskerettigheder. Og det er da også adgangsbilletten til EU, hvilket bl.a. er udtrykt ved de såkaldte “Københavns-kriterier”.

Med murens fald og genforeningen af ikke bare Tyskland men hele Europa, startede der helt naturligt en proces hen mod en udvidelse af EU med de østeuropæiske lande. Dermed kunne man også, tænkte vi vel alle, forankre frihed og demokrati i de tidligere kommunistiske diktaturer. Men meget tyder på, at det ikke nødvendigvis er en selvfølge.

I Ungarn har Viktor Orban over en årrække i stigende grad udfordret både demokratiet og EU. Og på det seneste har vi i Polen set demonstrationer i protest mod indskrænkninger i domstolenes frihed og uafhængighed. Bl.a. har Den Danske Dommerforening ved formanden deltaget i demonstrationerne.

Samtidig er Brexit nu en realitet, selvom der, over i hvert fald det næste år, vil være forhandlinger om den nærmere regulering af relationerne mellem EU og Storbritanien. Her ser vi altså et stort demokrati forlade EU.

Alt dette sker i en tid, hvor det står mere klart end måske nogensinde før, at de europæiske lande i sidste ende kun har hinanden til at stå sammen om deres fælles kulturelle, historiske og demokratiske værdier. Når det gælder forsvar og sikkerhed er de fleste europæiske lande en del af NATO og dermed allierede med USA; en alliance, vi naturligvis skal holde fast i og værne om. Men den amerikanske præsident har ikke forsømt nogen lejlighed til at fremhæve mantraet om “America first”, samtidig med at han ved flere lejligheder har udtalt sig på en måde, der sætter spørgsmålstegn ved rækkevidden af USA’s forpligtelser over for de europæiske allierede.

Vi må og skal stå sammen i Europa for at sikre vores demokratier, velstand samt ikke mindst miljø og klima. Men netop derfor kan vi ikke have, at nogle medlemslande udfordrer de grundliggende demokratiske principper, som det er udtrykt i Københavns-kriterierne. Heri ligger et dillema. Vi risikerer, at komme til at vælge mellem et ubetinget krav om respekt for demokratiet med et splittet Europa til følge eller acceptere manglende overholdelse af Københavns-kriterierne for at bibeholde alle de nuværende medlemslande i EU. Både i Rådet og Kommisionen bør der lægges maksimalt pres på at sikre en reel accept og overholdelse af grundlæggende demokratiske principper i alle lande. Ellers er der en reel risiko for, at vi en dag må se nogle lande forlade fællesskabet i EU, fordi de ikke respekterer Københavns-kriterierne. Derfor er det glædeligt, at regeringscheferne i EU i forbindelse med den omfattende europæiske “corona-hjælpepakke” har betinget sig overholdelse af demokratiske principper, hvis man skal have del i hjælpen.

Samtidig er der anledning til at reflektere over, om der i vores lande er den fornødne forståelse for de principper, vores demokratier hviler på. Derunder en forståelse for, at demokratiske værdier ikke er en selvfølge; det viser historien og situationen i mange lande rundt om i verden med al tydelighed. Kendskab og forståelse for baggrunden for vores demokratiske forfatning, derunder for Europas historie før, under og efter anden verdenskrig, bør være en del af dannelsen af de opvoksende generationer.

Indlægget Vil kravet om demokrati splitte Europa? blev først udgivet på Lars Barfoed & Company.

Der er i hele verden en krig mellem kaos og kontrol, fornyelse og tradition, populisme og elitisme. Den gamle politiske orden bliver udfordret. Trusler som klimakatastrofe, folkevandringer, terror, slyngelstaters atomvåben, russisk aggression samt robotternes angreb på traditionelle jobs bidrager til den disruption, vi ser overalt i den politiske verden.

Trumps valgsejr i USA for snart fire år siden, Brexit, Marin Le Pens og Front Nationals styrke i første runde af det franske præsidentvalg er altsammen udtryk for, at frygt, usikkerhed og vrede manifesterer sig i uventede vælgerreaktioner og opbakning til nye bevægelser.

Men vi ser også en modsat reaktion. I Holland fik Gerd Wilders og hans Frihedsparti slet ikke den af mange frygtede tilslutning og fremgang ved sidste valg. Og i Tyskland ser det nu ud til, at Forbundskansler Merkel igen har vundet fodfæste, på trods af, at hun har bebudet sin afgang ved næste valg. Og så har vi i Frankrig været vidner til en kæmpesejr til Præsident Macron og hans helt nye parti, La République En Marche, der på én gang repræsenterer noget helt nyt, og samtidig står for en moderat og pro-europæisk politik.

I denne politiske tumult er der brug for ledelse, samarbejde og beslutningskraft. Men med Donald Trump har vi en amerikansk præsident, som åbenbart hverken vil eller kan være den fri verdens leder. Nu afventer vi det amerikanske valg for at se, om Biden/Harris kan vinde og genskabe USA’s rolle i verden.

Under alle omstændigheder er det helt nødvendigt at styrke det europæiske samarbejde. I EU har vi en organisering af fælles beslutningsprocesser landene imellem, der sikrer alle medlemslande en stemme. Men EU er presset af en negativ folkestemning i mange lande. Imidlertid handler meget af kritikken om, at EU burde spille en stærkere rolle. Der er ikke styr på de ydre grænser. EU får ikke effektivt skabt vækst og jobs. EU burde mere effektivt bekæmpe grænseoverskridende kriminalitet.

Så er der kritik af, at EU er gået for langt. Den fri bevægelighed af personer inden for EU skaber rum for social turisme, hvor borgere kan hente store sociale bidrag i andre EU-lande end deres eget hjemland. Der er for meget regulering på områder, hvor landene lige så godt selv kan regulere.

Det er også nødvendigt at handle på det ledelsesmæssige tomrum, der er opstået i den globale politik som følge af Præsident Trump. Det gør det nødvendigt, at EU i højere grad tager ledelsen. Det gælder ikke mindst på klimaområdet og bestræbelserne på at øge den frie handel i verden.

Udfordringerne kræver et stærkere EU, der har ressourcerne og instrumenterne til at kontrollere vore ydre grænser effektivt, bekæmpe grænseoverskridende kriminalitet samt bidrage til vækst i økonomi og beskæftigelse. Det må så balanceres med mindre EU-regulering på områder, hvor landene kan klare tingene selv, og hvor der bliver taget hensyn til kritikken af, at EU-borgere i for stort omfang kan hæve overførselsindkomster i andre lande end deres hjemland. Og så må EU vise globalt lederskab, især når det gælder klima og fri handel.

Et på én gang stærkere og mere fokuseret EU kan samtidig føre til intensiverede regionale samarbejder i Europa. Og det kan åbne en dør til et styrket nordisk samarbejde. Dels kan der være brug for at stå mere sammen og i endnu højere grad koordinere synspunkter i beslutningsprocesserne i EU. Og dels kan der vise sig fordele ved at samarbejde på flere områder for at matche de større EU-lande f.eks. med hensyn til uddannelse og forskning.

Med en stærk Præsident Macron i Frankrig og en stærk Forbundskansler Merkel i Tyskland er der basis for en effektiv fransk-tysk akse i spidsen for EU. Hvis de handler klogt og viser empati for den folkelige kritik af EU, samtidig med at de viser vejen til en styrkelse af EU på de områder, hvor det er nødvendigt, så vil det få en stærk og positiv effekt i forhold til de politiske udfordringer og skabe en ny positiv stemning over for EU i befolkningerne.

Indlægget Den europæiske nødvendighed blev først udgivet på Lars Barfoed & Company.

Der er brug for det brede samarbejde

Der er ingen tvivl om, at Venstres gode resultat ved valget i 2019 bl.a. har sin begrundelse i, at mange vælgere sympatiserede med ideen om et samarbejdende folkestyre, hvor man lægger de partitaktiske hensyn til side for en større sag og derfor kunne se sig selv i Lars Løkke Rasmussens agitation netop for det i valgkampen sidste fase. Tilsvarende er der ingen tvivl om, at en SV-regering er en død sild, selvom det var det, Lars Løkke argumenterede for. Men det er et bredt samarbejde med aftaler hen over midten forhåbentlig ikke. Det er der måske endnu større behov for nu end før.

Helt overordnet er der på meget væsentlige politikområder mere, der forener partierne omkring midten i dansk politik end Socialdemokratiet med Enhedslisten henholdsvis Venstre med Nye Borgerlige. Det gælder ikke mindst den økonomiske politik, EU-politikken og ønsket om en stram indvandringspolitik men med respekt for internationale aftaler m.v. Disse temaer er for tiden bærende og afgørende for vores samfunds udvikling; og de bør styres af det brede flertal hen over midten, der stort set er enige herom, når man lægger de partitaktiske meldinger lidt til side.

Men også på andre felter er der grund til at opfordre til at søge brede flertal.

Transportpolitik

Det gælder f.eks. transportpolitikken. Alle er enige om, at tiden er inde til at tilrettelægge en ny 10-årig plan for investeringer i vores infrastruktur. Alle de store projekter, der blev aftalt i de brede transportforlig i 2009, er ved at være gennemført, nye projekter trænger sig på, og der er finansiering for over 100 milliarder kr. i den langsigtede finanspolitiske ramme.

Det er rigtig store projekter, der er i spil her. Det handler ikke mindst om nye og større motorveje, bedre jernbaneforbindelser og måske en Kattegatbro. Derfor er det vigtigt, at man kan planlægge langsigtet, så vi ikke oplever en slingrekurs ved skiftende flertal og regeringer. Det er vigtigt for at optimere de offentlige investeringer bedst muligt også af hensyn til at alle aktører skal kunne planlægge efter det.

Klima

Noget tilsvarende gør sig gældende for så vidt angår klima- og energipolitikken. Her taler vi om en langsigtet politik med store konsekvenser for de kommende generationer. Også på dette område er der tale om store investeringer; men ikke blot for den offentlige økonomi, også for private. Selv gik jeg i 2014, hvor jeg var formand for Det konservative Folkeparti, sammen med Socialdemokratiet, de radikale og venstrefløjen om en klimalov uden de andre borgerlige partiers medvirken.

Det var udtryk for et samarbejde hen over midten, og altså en eksekvering af den forståelse jeg havde med Margrethe Vestager i valgkampen et par år tidligere. I realiteten bandt det senere blå flertal til klimaloven, og sikrede dermed en stabilitet i klimapolitikken over tid.

Udenrigs- og sikkerhedspolitik

Vi lever i urolige tider. Brexit og Boris Johnson i Storbritanien, nye signaler fra USA med Donald Trump som præsident, et stadig mere offensivt Kina og tilsvarende mere offensivt Rusland. Det kalder på omtanke og stabilitet samt ikke mindst europæisk samling om de grundlæggende politiske og økonomiske principper, vores samfund er baseret på. Her må der ikke være tvivl om den danske regerings position og opbakning i Folketinget til den kurs, der bliver lagt. Derfor er der også på dette område et stort behov for at tale sammen og koordinere, så der er kontinuitet i dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik og ikke kan sættes spørgsmålstegn ved dens politisk forankring.

Prisen for samarbejde

At samarbejde og aftale fælles løsninger og politikker er at tage ansvar. Prisen for det er, at man som parti og politiker får vanskeligere ved at profilere sig skarpt på området i den periode, aftalen gælder. Man veksler så at sige profilering til indflydelse. Og der er masser af eksempler på, at vælgerne belønner de, som tager ansvar og søger indflydelse.

Der er derfor ingen grund til at opdyrke en politisk uenighed, der reelt er ikke eksisterende; og slet ikke på områder, hvor ansvarlige politikere er nødt til at stå sammen.

Indlægget Der er brug for bredt politisk samarbejde blev først udgivet på Lars Barfoed & Company.